Breaking news: Trænerteamet på 1. holdet forlænger

Der har været et ønske fra klubbens side om at fortsætte den udvikling der har været både i klubben, men også omkring 1. holdet siden klubbens etablering 10 år siden.  Siden januar 2013 har Peter Anthon, Niels Anthon og Mads Merlung Drake været trænerteamet omkring 1. holdet, og klubben er glade for at kunne informere dets medlemmer om at dette samarbejde forlænges.

Peter Anthon og Mads Merlung Drake har fået forlænget deres kontrakter til 30. juni 2016 på en kontrakt, der ellers udløb 31/12-2014. Derudover har Niels Anthon takket ja til en forlængelse der løber til den 30/11-2015, så han fremover vil agere holdleder for 1. holdet samt dedikeret målmandstræner for målmændene i klubben.

Alle tre er utrolig glade for at få forlænget samarbejdet, og glæder sig til at nå nye højder med gutterne. Som Niels Anthon er citeret for at sige: “Jeg synes det er et godt stykke arbejde vi har gang i. Derfor vil jeg gerne fortsætte med dette. FCU for ever.

Det har været vigtigt for klubben at få skabt kontinuitet  omkring 1. holdet, og vi er naturligvis glade for at alle 3 har ønsket at forlænge dette samarbejde. Både Peter og Mads vil til sommer påbegynde B2-trænerkursus, hvilket er en del af den strategi klubben fører om at kunne tilbyde dets medlemmer god og fodboldrelevant træning.

FC Udfordringens 1. hold ligger på en øjeblikkelig 8. plads i dets første sæson i serie 1. På søndag venter der et opgør mod Nørrebro, og en sejr vil efterlade FC Udfordringen med 22 point i 13 kampe, hvilket bestemt er mere end godkendt i en debutsæson.