Lokalopgør i Valby på 2. påskedag

Påsken har dannet baggrund for mange sagn og historiske øjeblikke i verdenshistorien, men det mest historiske er naturligvis Jesus’ død. Mon denne påske skulle vise sig at være året for fødslen af en ny FCU legende?

2. påskedag satte rammen for sæsonens anden kamp mod Boldklubben Rødovre. Et hold der, hvis tabellen snakkede sandt, blot ville være et bump på vejen, men Rødovre har med ny træner ved roret sat noget ganske interessant i gang, og derfor var respekten til stede inden opgøret.

Lad det være sagt med det samme. Det tilskuervenlige fodbold, som FC Udfordringen er kendt for, var fra kampens start pakket godt væk. Der manglede lidt energi, og midtbanen blev ikke på samme måde som mod Sunred domineret i kampens indledende fase. Det var en tæt kamp, men hvor ingen af holdene rigtigt fik spillet sig frem til det helt store i de første 45 minutter. Et par hjørne blev det til for Rødovre, hvor FCU’s største chance i første halvleg kom fra Vixø’s ellers lækre pande på et hjørnespark.

Halvlegen blev brugt til at blive enige om, at der var meget mere i tanken end de første 45 viste. Der blev smidt et par ekstra procenter ind i opgøret fra FCU’s side, og taklingerne kom lidt hårdere og markeringerne sad lidt tættere. Alligevel skulle Rødovre få bolden bag kridtstregen først.
Ved et hjørnespark i den side, hvor der til dagens opgør var opstillet en pølsevogn med en lækker stadionplatté til blot 35 kr., blev der smidt et indlæg indover med højreskøjten. Den kom tæt ind under mål, og Philip blev overrasket over, hvad der lignede 2 FCU-spillere, der i sidste øjeblik dukkede sig. Bolden røg i kassen via Philips bryst, og med 30 minutter igen, så skulle FCU virkelig ind og vise, hvad de var lavet af.

Der blev skiftet ud, og alle indskifterne var nu på banen – to af dem allerede fra 2. halvlegs start. FCU virkede til langsomt at sætte sig på midtbanen, og fik etablerede et par lange angreb, som fik presset Rødovre langt tilbage på banen.

Sebastian fik bolden på venstresiden, og satte i sprint mod Rødovres mål. Venstrebenet fik frit lejde, og dansede elegant forbi et par driblinger, og med det varme højreben blev boldet smadret forbi en sprællende målmand. 1-1 var en realitet via en super flot solotur, og så er det skønt at se, at se den målrettede trænings af Sebastians højreben endelig kaster et mål af sig.

Efter alle drengene havde fejret 1-1 målet, så stod de to operasangere på sidelinjen, og råbte “vi er ikke færdige – vi presser højt”. Selvom lydniveauet til tider tangerede til det sundhedsskadelige, så viste det engagement og en indlevenhed som inspirerede holdet til at give sig 110 % i kampens slutning.

FC Udfordringen så bedst ud efter udligningen, og var farligst i kampens afslutning. Rødovre havde spillet en rigtig flot kamp, men åbnede op til nogle omstillinger, som tappede dem for kræfter. En sådan omstilling skulle også danne baggrund for kampens næste chance. En FCU spiller bliver nedlagt uden foran feltet, og Sebastian og Jokke stiller sig hen til bolden. Jokke løber forbi bolden, og Sebastian har indstillet sigtekornet nederst i højre side af målet. Bolden sendes afsted med schweizisk præcision og tysk disciplin, og Rødovres målmand får kun halvklaret frisparket. Til alles overraskelse dukker FCU’s målræv op på reposten, og med venstrebenet smasker Benjamin Larsen bolden ind til 2-1. Jublen vil ingen ende tage, og de fremmødte tilhængere råbte, skreg og krammede på tværs af bekendtskaber.

Resten af kampen gav kun sporadiske chancer, men heldigvis formåede Rødovre ikke at passere Philip yderligere. 2-1 var en realitet, og hvorvidt denne mandag dannede baggrund for en kommende FCU legende vil kun tiden vise, men en påske genopstandelse formåede dagens udvalgte at levere.

Heldigvis viste Conrads skade sig ikke at være så alvorlig, som først antaget. Tak for hurtig ageren til TP ved ulykken.